Du er her

Dansemyg

"Nej, nej! Se alle de myg! Nu får vi stik!"

Vi er på vej til stien langs med vandet i Strandbyen, Ommel - 3 km fra Marstal. Og rigtig nok - i den kølige skygge  bag et hegn af hyld og mirabeller er himlen sort af små insekter, myg.

"Rolig", siger jeg. "Det er dansemyg. Man får ikke myggestik her på Ærø!"

 Vue fra Strandbyen ved Sct. Hans tid

Gunhild er ikke helt sikker. Jeg nyder ellers stor tillid, og ofte smiler hun blot og indvilliger i endnu et af mine skæve indfald - som nu dette, at vi da godt kunne have et ekstra sommerhus ud over "Skuret" oppe ved Nibe Bredning.

Lidt trægt gik det dog. Der var noget i vejen med alle de huser, der var til salg - fra Egehoved til Haven, Lige indtil vi i vintermørket en aften så det lille røde. Det ville hun ha'! Ups - vi var begge lidt overvældede, og - OK, Jørgen talte også godt for sagen - dygtig sælger! - vel: så vi købte det - uden at prutte om pris, og det har siden ikke skortet på kommentarer om, hvor glade sælgerne blev. Det er kun godt. Tænk om det var modsat. Og vi er faktisk glade for den lille knaldhytte, hvis størrelse sikkert var en væsentlig grund til Gunhilds forelskelse: ".... her er det da begrænset, hvor megen rod, han kan få plads til!"

Og nu går vi tur her -  i Strandbyen, som er af de 2 havne i Ommel - den mod nord - 300 meter fra huset. Vi har lige overtaget det - fået malet vægge og er ved at samle IKEA-senge til indretning på soveværelset. Pauserne skal bruges til at gå tur. Det bliver ikke hver dag; men nu går vi her - det er forsommer, høj himmel og dejligt vejr. Det er nyt for mig - ikke gåtur, skønt det er sjældent; men jeg har aldrig været lige her. Os fra Græsvænge kom ikke i Ommel - i hvert fald ikke os oppe fra Klausenskov, Græsvængebakken lige nedenfor Makkermøllen, som adressen var dengang. Det var før husnumre og vejens nye navn, Græsvængevej, som man for nyligt har fundet på.

Med Gunhild i ly af mig nærmer vi os myggesværmen. Selv om jeg er nyligt tilflyttet - sådan deltids, men altså ganske for nylig, gør jeg mig alligevel klog på, at "man får ikke myggestik her på Ærø!" Det har jeg altid vidst!

Jo vist havde jeg hørt om myg - også stikmyg. Man lærte meget i Græsvænge Skole - ikke mindst af de talrige vikarer, som var studerende "på græs" fra Skårup Seminarium, der skiftedes ud efter 1/2 år.De var fantastiske - ligesom frk. Knold, som lærte os at læse efter Musebogen. Jørgen Clevins første læsebog. Den skuffede mig i øvrigt, idet jeg havde regnet med Ole Bole, som var blandt mine julegaver, og jeg kunne den udenad, inden vi startede i Græsvænge Skole 10. april 1958. For mig var det et fantastisk universitet, hvor vi også lærte om ting, der lå på den anden side af vandet: hugorme, mulvarpe og altså også, at der fandtes myg, der kunne stikke. Sidstnævnte stiftede jeg i sandhed bekendtskab med et par år efter skolestart. Da var jeg blevet gammel nok, 9 år, til at blive spejder - eller næsten spejder, ulveunge! Blev af ét blod med Akela, alias Erik Kromann oppe på Reberbanen li'som en masse andre drenge med bare knæ fra påskens tøndeslagning på Aggershøj til Mortens Aften. Sommerlejrene var i spejderhytten på Thurø Rev, og der var skov og skovbryn fulde af myg. Hold da op! Ens kortbuksede ben, arme, hænder og hele ansigt blev kløende, bulede landskaber. Lejren var fantasisk; men lige disse forfærdelige insekter havde vi, som hverken hugorme eller muldvarpe, heldigvis ikke på Ærø. Jeg kunne blive bidt i rumpen af røde myrer ude i Nordskoven ude forbi Kragnæs; men myg - der stak! - det oplever jeg ikke på Ærø.

Vi går lige igennem myggesværmen, Gunhild og jeg. Jeg fyldes med den der indre, nostalgiske glæde. En opfyldelse af længsel efter det, jeg forlod - for kort tid siden - i 1967; og derfor bare kan vende tilbage til. Og de er jo her i forsommeren - myggesværmene omkring hyldetræer i skyggesiden af hønsehuse, eller lige der på gangstien mellem Klausenskov og Græsvængebakken (som Gud ske lov og tak være anden lov, er genetableret efter en landmands og hans plovs grådige hærgen) - der, lige hvor der støder et dige fra Græsvængesiden op mod stien, så der er træer på begge sider - og skygge. Der danser myggene! - og det høres - en ganske særlig højfrekvent lyd svinger i luften. De stikker ikke, men man holder vejret for at undgå inhalation. Det har vi altså også her i Ommel - i Strandbyen - og myggesangen fremkalder udbredt glæde i hele mig.

Min barndoms somre var fyldt med venten. Venten på, at vi skulle hjem fra marken. Den lå i Nørremose - en god kilometer fra gården, så man kunne ikke efterlade børn der, og det skete da også, at man kunne være nyttig derude; men ellers ventede jeg. Det var vidunderligt. Hele verden var lige her hos mig - omskiftelig og efterhånden alligevel genkendelig og tryg. Under lange strå var diger befolket med alle mulige småkravl og insekter. Mariehøns skulle naturligvis kravle til tops på en pegefinger, løfte dækvinger, glatte krøllede flyvevinger ud og begive sig op til Vor Herre. Vandtruget, som vi pumpede fyldt fra en rensebrønd i dræningssystemet, var noget ganske særligt og levende med rygsvømmere, skøjteløbere, grå og røde myggelarver. Vist! Det er myg; men "man får ikke myggestik på Ærø!" - for det var nemlig dansemyg, hvoraf vi i Danmark har mere end 350 forskellige arter. Ingen af dem stikker, for hverken hanner eller hunner indtager føde, når de forlader puppestadiet. De skal bare op og finde hinanden, kæreste lidt, lægge æg og siden blive spist af en svaleunge eller andet sultent fugleafkom, og efter 3 dage oven vande er det definitivt slut med dansen.

Det var i barndommen - for ikke længe siden - og i Nørremose; og det var i sommers hen ad Sct. Hans og i Strandbyen, at Gunhild igen fik bekræftet, at jeg er til at stole på. Man får ikke myggestik i Strandbyen - af dansemyg.

Nu har Sct. Hans og resten af sommeren passeret - ligger bag os på tidslinjen; men minderne er her da - lige nu og lige her - også det bulede landskab, der klør på min isse - og alle sårene, som jeg endnu ikke er holdt op med at kradse op. Jo, ser du: vi har fået lidt jord op under neglene i Ommel. Det trænger meget. Brombærkrat er høstet med min fars gamle le; men rodnettet ligger blot og venter på ny sommer og grøde, så det er jeg begyndt at grave i. Det går ikke så stærkt uden landbrugsuddannelse eller grønt bevis, så det bliver af og til lidt sent , og tænk: hen ad aftnerne, da kommer de - ikke med dansemygs svingende toner, men med Messerschmitts hvinende dykmanøvrer - lige mod min isse. Jeg går jo ikke i korte bukser mere - har meldt mig ud af ulveungerne. Jeg er heller ikke langhåret mere. Jeg kan fortælle, at de er armerede og skarpladte, og opfatter klart min skalp som perfekt landingsplads.

Jo, nu får man også myggestik på Ærø. Der er meget, der har forandret sig for mig arme til(bage)flytter.

Jeg var ellers ikke væk ret længe.

Theme by Danetsoft and Danang Probo Sayekti inspired by Maksimer